Det er beundringsværdigt, at arrangørerne valgte at prioritere computerspil så højt, og jeg er overordentlig glad for, at de bad mig give nogle bud på, hvordan spil kan udgøre ét ben i en strategi om øget brug af it i undervisningen. Forud for mit oplæg havde Karin Levinsen givet en uddybende forklaring af, hvorfor det nye faghæfte 48 ser ud som det gør, og hvordan det kan fortolkes i praksis. Det var spændende at overvære, og det stærke fokus på digital dannelse passer som fod i hose med vores arbejde med computerspil  i undervisningen.

Plads til forbedring

Alle os der beskæftiger os med læring må vel dele den målsætning, at vi ønsker at skabe de bedst mulige vilkår for elevernes læring. Det indebærer også, at vi jævnligt problematiserer den måde, vi formidler og deler viden på, både i relation til eleverne og indbyrdes imellem hinanden.

I mine øjne skylder man derfor også altid sit publikum, at man efter et oplæg reflekterer over oplægget, og de valg man har truffet den forbindelse. Jeg gør mig ingen forhåbninger om, at man på et tidspunkt kan nå "det perfekte oplæg", men der er altid plads til forbedringer, og derfor er det min ydmyge ambition, at det næste oplæg bliver bedre end det forrige. Det er også i den grad en vanskelig kunst at holde oplæg for et stort og blandet publikum, som helt sikkert har alle mulige forskellige forudsætninger. Man ved ikke, hvem der har hvilke interesser, og mange vil formentlig vide meget i forvejen, mens andre måske slet ikke finder indholdet relevant (i den forstand er det jo meget som at undervise en hvilken som helst skoleklasse).

Samtidig kommer et oplæg jo næsten pr. definition til at være en slags manifestation af den forkætrede transmissionstanke, hvor oplægsholderen snakker og de øvrige deltagere forsøger at undgå at falde i søvn, altimens de måske finder noget de kan bruge her og der. Det forekommer i praksis umuligt at føre en egentlig dialog, når der er 80-100 deltagere, som netop har forskellige interesser og derfor helt naturligt vil trække diskussionen i vidt forskellige retninger.

Den ultimative udfordring, der samtidig indkapsler de ovenstående, må være det forhold, at det er ualmindeligt vanskeligt at bringe indholdet fra et oplæg i spil i sin egen praksis hjemme på skolen. Det gælder for oplæg såvel som for kurser og enhver anden form for "praksisfjern" kompetenceudvikling, at transferværdien i de fleste tilfælde er skræmmende lav. Der er ganske enkelt for mange barrierer at overvinde, og uanset hvor overbevisende en kursusinstruktør har været, så falder mange gode idéer til jorden på vej hjem fra kurset/oplægget.

Mange kloge mennesker forsøger at overvinde eller i hvert fald minimere disse barrierer, så vi kan gøre os forhåbninger om en mere velfungerende videndeling, efteruddannelse og kompetenceudvikling. Som Karin Levinsen gentagne gange understregede i går, så bliver vi aldrig færdige med at lære; på sin vis vil vi altid halte efter den teknologiske udvikling, og må blot i en kontinuerlig proces forsøge ved fælles hjælp at skabe et overblik, vælge de vigtigste ting ud og bringe dem i spil i klasseværelset. Personligt udforsker jeg forskellige former for praksisnær kompetenceudvikling, hvor man i stedet for at afholde kurser deltager på skolen, så tæt på praksis som muligt - hvis ikke i praksis.

Under alle omstændigheder er jeg ikke tilhænger af, at vi lukker øjnene, gør som vi plejer og håber på det bedste.

Nå, men herunder kan du se min præsentation fra i går, og selv vurdere, om der er idéer, du kan bruge til noget. Kommentér endelige i kommentarfeltet i bunden - det gælder selvfølgelig også, hvis du var til stede ved arrangementet i dag.