Hvis de voksne ikke aner et hak om noget som helst, så vil al den kommunikation, som børnene har indbyrdes, om ’så gjorde jeg sådan, så gjorde jeg sådan’, så går den lige hen over hovedet på de voksne. Så vil de [voksne] ikke have en jordisk chance for at nå børnene, der hvor børnene er.

Citatet stammer fra en pædagog, og præsenteres i bogen som et eksempel på, at mange lærere og pædagoger føler sig digitalt inkompetente, og derfor ikke kan følge med i børnenes og de unges tempo, når det gælder digitale medier. Netop forestillingen om at børn og unge allerede er digitalt kompetente qua deres mediebrug i fritiden bliver tidligt ryddet effektivt af vejen i ”Digital Dannelse”, idet Lotte Nyboe skriver:

At disse læreprocesser finder sted fortrinsvis uden for institutionerne er problematisk af to grunde. For det første er ingen børn og unge født digitalt kompetente. Via deres medieoplevelser i fritidens digitale mediekultur udvikler børn og unge viden og kunnen, der med den rette sparring kan omformes til kompetence. Men kompetence kommer ikke af sig selv. For det andet har socioøkonomiske og sociale faktorer indflydelse på både adgang og brug af computer og internet, hvilket betyder, at hvis alle børn og unge skal have mulighed for at udvikle deres digitale viden og kunnen, må digitale medier integreres i læreplaner og pædagogisk praksis.

Det var på sin plads. Af hjertet tak.

Alene for denne ene, men helt centrale pointe, er bogen værd at læse. Der er ingen slinger i valsen – digitale medier skal integreres i undervisningspraksis hvis børn og unge skal kunne deltage aktivt og kvalificeret i et samfund, hvor digitale kompetencer kun får stadig større betydning.

Et tiltrængt overblik

Hvis man hovedsageligt er engageret i praksis inden for uddannelsessektoren – undervisning – vil man næppe være velbevandret i medieforskningens forskellige strømninger. På samme vis er det ikke sikkert, at man har noget særligt kendskab til elevernes brogede mediebrug i fritiden. Dette rådes der effektivt bod på i løbet af bogen, hvor man som læser får et samlet perspektiv på mediernes karakter, deres betydning for læring, og børn og unges mangeartede brug af disse medier i og især uden for institutionerne.

En øjenåbner

Bogen er proppet med pointer og erkendelser, som for mange formentlig vil være ukendt land. Eksempelvis bliver der (forhåbentlig) én gang for alle gjort op med misforståelsen om, at anvendelsen af digitale medier automatisk styrkes med ankomsten af nye, unge lærere:

Det er tilsyneladende et problem blandt ikke kun de ældre generationer af pædagoger og lærere, men også de yngre herunder lærer- og pædagogstuderende. Faktisk tyder noget på, at de yngre lærere og pædagoger er mere kritiske over for brugen af digitale medier som lege- og læringsredskaber end de ældre. Udviklingen mod digital leg og læring inden for institutionerne sker derfor ikke af sig selv i forbindelse med et generationsskifte; de yngre pædagoger og lærere er del af de samme professionskulturer, hvori særlige holdninger til digitale medier er indlejret.

Nogle vil måske endda føle sig provokeret eller i hvert fald udfordret. Som allerede nævnt er bogens budskaber temmelig klare og utvetydige, som når der peges på, at it indtil nu primært er blevet brugt til at konsolidere traditioner:

”Hvis lærerne anvender it, gør de det overvejende med det formål at understøtte traditionelle undervisnings- og læringsmetoder.”

Et eksempel er den udbredte brug af computere i danskundervisningen, hvor anvendelsen imidlertid ofte begrænser sig til ordinær tekstbehandling. Ikke at der som sådan er noget i vejen med tekstbehandling, forstås, men det er vigtigt at huske, at digitale medier både kan bringes til at understøtte og udfordre vores måde at bedrive undervisning på. Den kreative, varierede og mangesidige brug vil i mange tilfælde også være den, der får lov at udfordre traditionelle mønstre, vaner og rollefordelinger i klasseværelset.

Fra modsætning til brobygning

Bogen bygger på en grundlæggende anerkendelse af den mediebrug, børn og unge praktiserer i fritiden, hvor læring ofte betegnes som uformel. Her er læringen ikke styret af ministerielle krav eller ambitiøse lærere, men af den enkeltes egen lyst og interesse:

Som World of Warcraft er et eksempel på, er læring i vid udstrækning i centrum i fritidens mediekultur, fordi deltagelse forudsættes af, at man løbende udvikler viden og nye færdigheder. Hvor man i skolen deltager for at lære noget forholder det sig omvendt i forhold til mange uformelle mediekulturelle aktiviteter – her lærer man for at kunne deltage.

Nyboe blæser dermed til ”et opgør med den parallelle skole og en brobygning mellem skolens kultur og den digitale fritidskultur.” Det er uhyre vigtigt, at vi anerkender elevernes ”fritidslæring”, og drager den ind som ressource i undervisningen, så vi får mulighed for at ”hjælpe børn og unge med at omsætte og kvalificere deres medieoplevelser til kompetence”.

Værd at læse?

Digital Dannelse er en solid, vigtig og stærkt anbefalelsesværdig bog, som bør være obligatorisk pensum for alle med relation til uddannelsessektoren. It-vejledere og –konsulenter, skolebibliotekarer, skoleledere, undervisere og lærere, undervisere på læreruddannelsen, samt  selvfølgelig lærerstuderende, som bør betragte bogen som helt central i deres egen læringsproces.

Bogen byder ikke på egentligt undervisningsmateriale, og er således ikke i sig selv løsningen på uddannelsessektorens it-udfordringer. Den skal snarere betragtes som det fundament, vi kan bygge vores egen digitale dannelse ovenpå. Dermed udgør ”Digital Dannelse” et stort og overordentligt væsentligt skridt i den rigtige retning, og bør medtænkes når der løbende udstikkes pejlemærker for den ønskede udvikling.

Tillad mig at afrunde med en personlig kæphest, som fortjener en tur i manegen. Kald mig miljøskadet, men jeg har længe næret et særligt ønske om en stærkere kobling mellem medievidenskaben og resten af uddannelsessektoren. Når man fx i grundskolen skal beskæftige sig med medier opstår et akut behov for også at forstå disse medier, receptionen af dem, deres kulturelle betydning og mere i samme boldgade. I mine øjne forekommer det uhensigtsmæssigt, at man selv forsøger at opfinde både den dybe og den flade tallerken med tilhørende service, når den relevante viden findes til overflod andetsteds. Lotte Nyboes bog er et overbevisende argument for dette ræsonnement, og jeg kan kun håbe og opfordre til, at denne dialog på tværs af organisatoriske grænser må styrkes yderligere.

Se i øvrigt også min kritik af digital natives-metaforen i "Digital natives get lost, too".