Bogens første kapitler udgør det teoretiske fundament for den følgende analyse af ”online ethos”, og det forarbejde kan der ikke sættes mange fingre på. Forfatteren er tydeligt særdeles velbevandret i retorikkens forskellige strømninger og tendenser, og giver her en overkommelig og veldisponeret indføring i retorikken og ethosbegrebet med udviklingslinjer fra antikken til dagens digitale samfund.
Idet der lægges særlig vægt på betydningen af ethos, fokuseres der på, hvordan oplevelsen af en afsenders karakter og værdighed influerer på vores tilbøjelighed til at anerkende det, der kommunikeres. Det er en velkendt sag, at vi som talere eller kommunikatører ikke bare er neutrale formidlere uden indvirkning på den efterfølgende receptionssituation. Det kan imidlertid være vanskeligt at gennemskue, hvordan denne problematik gør sig gældende online. Hoff-Clausen har derfor gennemført tre omfattende casestudier, der skal belyse ”hvad det gør, hvem der taler”, og hun viser hvordan den tilsyneladende lige og frie adgang til nettet ikke gør op med ”ethos-hierarkier”.
Der indledes med en analyse af det mest traditionelle og håndgribelige ”retoriske artefakt”, nemlig valgkampen forbundet med valget til overborgmesterposten i København i 2005. Her bliver det klart, hvordan især Ritt Bjerregaard formåede at skabe en online ethos, der udnyttede nogle af webmediets muligheder, og iscenesætte hende som en værdig overborgmester.
Dernæst stilles der skarpt på ”blogosfæren” med et særligt fokus på to private blogs, måden hvorpå bloggerne opbygger deres online ethos, og hvordan kommunikationen og interaktionen med bloggens brugere i høj grad indgår i denne proces.
Endelig præsenteres vi for det mindst åbenlyse element i denne undersøgelse af ethos’ indflydelse på kommunikationssituationen, nemlig Wikipedia. Instinktivt vil mange måske indvende, at det ikke giver mening at tale om en afsender i tilfældet Wikipedia, men netop derfor er der al mulig grund til at interessere sig for betydningen af ethos. En af de mere opsigtsvækkende pointer er nemlig, at der eksisterer en form for hierarki mellem de enkelte bidragydere ”i kraft af deres individuelle ethos”. Der er altså formelt lige adgang til at bidrage, men visse personers ord vejer alligevel tungere end andres.
For undertegnede, der ingenlunde har en retorisk baggrund, var nærværende bog en tiltrængt skitsering af et felt, som så langt fra har mistet sin relevans og aktualitet. Måske kan bogen i sig selv medvirke til en opdatering og revitalisering af retorikken som et redskab, der effektivt kan bruges til at anskueliggøre nettets kommunikative (og ofte skjulte) mekanismer og hierarkier. Aktualiteten underbygges af det efterspurgte behov for ”digital dannelse”, og ”evnerne til ikke bare at operere i de nye tekstformer, men også at forstå og kunne forholde sig kritisk til deres retorik”.
Med afsæt i bogens egen terminologi vil jeg ikke tøve med at slå fast, at Elisabeth Hoff-Clausen formår at opbygge en ”sympatiens ethos” og at ”demonstrere værdighed som taler”. ”Online Ethos” er et værdifuldt bidrag til vores forståelse af kommunikation og interaktion på nettet, og mon ikke den bliver en fast bestanddel af pensum for studerende, forskere og praktiserende kommunikatører? Personligt håber jeg, at bogen ikke bliver forbigået i uddannelsessektoren, men at den tværtimod kan understøtte et mere alsidigt arbejde med den digitale dannelse gennem analyse af de nye mediers retorik. Hvem skriver den første opgave om konstruktionen af ethos på Twitter?
Se også dette indslag om Wikipedia, hvor forfatteren til Online Ethos, Elisabeth Hoff-Clausen, interviewes:
